Got you!

Det tog ikke mere end få minutter at konkluderede at stue etagen var tom, derefter bevægede betjentene sig opad, overtagende etagerne en for en og med mindste larm de kunne mønstre for ikke at skræmme eventuelle folk i de øvrige etager så disse var forberedt når de endelig nåede derop. På første og anden etage blev enkelte personer grebet, tredje nåede hun op til først og sparkede døren ind som ikke havde behov for megen hjælp med at falde fra hængslerne end netop det spark. Hun trådte ind efterfulgt af de andre betjente ”Holdt.. hænderne i vejret alle sammen” brød hendes stemme ind som hendes blik gled rundt mellem fire knægte, og en voksen mand.

”Fandens!” hvislede hun som hun løb hen til det vindue manden netop var sprunget ud af. Hun pressede læberne sammen som de andre betjente fik styr på knægtene og hun selv skubbede det stor våben over skuldrende og sprang efter ham ud af vinduet, landede let og elegant som hun tog af med benene i faldet og kom hurtigt op. geværet blev trukket frem igen som hun holdt parat dog uden at skyde efter ham ”Holdt, i lovens navn” til grin, hun hadede selv de love, og overholdt dem sjældent selv ganske enkelt fordi hun kunne tillade sig ikke at gøre netop dette, alligevel tøvede hun ikke med sin hykleriske udtalelse og var sat efter ham.

Hun tøvede ikke med at følge efter ham, og hende fra vinduet blev de fulgt med blikket af en betjent der sendte videre over radioen at han havde manden på kornet. ”Skyd ikke” beordrede hun og heldigt for manden blev der ikke skudt på ham. Hun skyndte sig efter ham, kunne se at han ingen våben bar udadtil, om der var noget under tøjet kunne hun ikke vurdere, men mon ikke han havde trukket disse hvis det var tilfældet.

Manden standsede op, hun satte farten ned og rettede sit våben imod ham, vidste at hvis hun skød så ville hun ramme, men gjorde det ikke. Manden forsøgte at finde en mulig flugtvej. ”Fanget som en mus i en musefælde” hånede hun med et fnys som hun trådte nærmere. ”Flyt dig ikke, en forkert bevægelse og jeg skyder knoppen af dig” advarede hun uden at fjerne sit våben fra ham.

Hun kunne se hans desperate forsøg på at finde en udvej, og hun kunne forestille sig at det sidste han ønskede måtte være at sidde i fængsel. Var det overhoved underligt? Ikke spor, ikke når man vidste hvor afhængig disse folk var det det stads de indtog. Hun vidste det alt for godt, havde selv forsøgt sig med disse stoffer og havde kæmpede dag ud og dag ind for ikke at blive afhængig hvilket langt fra havde været let som medlem af en bande og de konstante fester og gruppepres. Hun skubbede disse tanker ud af hovedet ved hans ord, løftede uden tøven sit våben og skød efter hans ben.

Hun bandede indædt som hun så skuddet fejle, det undrede hende for afstanden havde ikke været stor, og hun var en fandens god skytte skulle hun selv sige det, vinden havde måske ændrede kuglens retning, men heller ikke dette plejede at være noget problem for den erfarende skytte der hurtigt kunne tolke vindens retning og regne ud hvor hun skulle sigte hvis hun ville ramme et bestemt punkt. I stedet for at måbe over situationen skyndte hun sig mod ham imens hun tilkaldte en ambulance over radioen. Hun knælede ned ved siden af ham, var ikke det mindste ked af at have ramt ham netop det, men pressede hånden mod såret. ”Hej.. kan du høre mig? Hold dig vågen hvis ikke du vil ende død..” hvad hun ikke vidste var skuddet der havde ramt ham ikke var hendes, men skytten der havde stået ved vinduet og som hun havde bedt om at blande sig udenom. Hendes regn var susede forbi det sted hun havde forsøgt at ramme, den anden skytte havde dog været heldig at ramme først og ændrede vinklen på offeret så hendes skud ikke var ramt.